Om Mie Hald

Nogle forfattere venter med at træde ind i dette oldgamle erhverv, til de er gået på pension. Nogle uddanner sig til forfattere, mens andre finder på en god historie i løbet af deres liv, skriver den ned, sender den ind og bliver udgivet. Der er ingen aldersgrænse på skrivning!
 

Mie A. Hald

Den 27. oktober i år 2000 sagde Mie go'daw til København, men blev hurtigt flyttet med familien til Holbæk. Her boede hun for en kort stund, før turen gik videre til en langvarig rede i hjertet af Jylland.

En uhelbredelig rejsefeber blev næret af ferier i bil og med fly, og Mie blev fascineret af de store bjerge i Østrig og de vilde floder i Grækenland. De eventyragtige scenerier i først Europa, senere resten af verdenen, er blevet en bærende inspirationskilde for de magiske verdener, hun så glædeligt har dykket ned i siden sin tidlige barndom.

Det var en dansklærers kærlige opfordring med foldebøger og blyanter, der gav Mie det første udløb for det, der inden længe ville blive en passion. På forfatterskolen i Viborg fandt hun fællesskab blandt andre skriveglade unge, og med dem styrke og støtte til at kaste sig ud i seriøs skrivning, der inden længe distancerede sig fra de første foldebøger.

Forfatterskab

I 2012 deltog Mie i sin første novellekonkurrence fra Historier i Spil, og selvom hun ikke kom på 1.-pladsen, blev hendes novelle foreviget i antologien Lyden af et Hjerte.

 

Jeg kan huske, vi købte bogen, fordi vi ikke vidste, den ville blive tilsendt. Den, vi (eller, mine forældre) betalte for, står nu hjemme hos min far.

- Mie Hald om Lyden af et Hjerte

 

Den 1. februar 2016 udkom Mies første roman, Dødsvalsen, en underlig oplevelse for den dengang kun 15-årige forfatterinde. Det var en drøm, der gik i opfyldelse, og selvom de private veje efterfølgende begyndte at blive en smule ujævne, stod skrivekunst og glæden deraf som et fyrtårn for Mie.

Efter udgivelsen af Dødsvalsen har det primært været korte tekster, Mie har ladet slippe udenfor computeren - men bag skærmen kan man finde øve-tekster på hjemmesider som Movellas, der bærer resterne af den tidlige teenages første ord, og Tapas, der er den første voksentids nyfundne interesse for fanfiction.

 

                                                                     
                                                             
 
 

Hvad finder du her?

En kort biografi og en liste over udgivelser ude til venstre, samt anmeldelser og events. Her kan du også finde information om foredrag - ved yderligere spørgsmål kan du skrive under kontakt oppe i menuen, eller smutte over og sige hej på Facebook!